Birgits Blandede Bolcher

Altså den fremtid, som kommer for vores efterkommere….. Hvornår begynder politikerne at interessere sig for lidt mere end det, der bare er ”popsmart” og oppe i tiden nu og her? Hvem skal man stemme på, hvis man bekymrer sig for de børnebørn og oldebørn, som gerne skulle komme til? Hvornår tør politikerne tage fat i de værdier, som vi ”skider på”, og som ikke alverdens valutaer kan redde, når først de er borte? Hvornår begynder danske politikere at sætte sig ind i og forholde sig til internationale konventioner? Hvordan får vi medierne til at sætte sig ind i stoffet og spørge ind til disse værdier?

Det startede med Brundtland-rapporten i 1987, som blev konkretiseret i 1992, da 189 lande under FN tiltrådte Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed (Biodiversitetskonventionen- BDK http://www.dk-chm.dk/convention/F1084881…). Det vedrører vores fælles fremtid, og alligevel synes der generelt, at være meget lille interesse og viden om emnet. Biodiversitetskonventionen er altdækkende for, hvorledes Verden skal sikre natur og fødekilder for kommende generationer. Den sætter klodens bæredygtighed over økonomisk bæredygtighed, og den beskriver i alle led, hvad de implicerede lande skal gøre, for at sikre både vilde og oprindeligt avlede dyr og planter. Altså sikre det levende, som vi skal leve i, med og af i fremtiden. Alligevel evner den rige danske stat, som institution, ikke at overholde denne konvention.

Dybest set fortæller den manglende interesse for vores fremtidige fødekilder og vandforsyning rigtig meget om, hvordan borgere og politikere ser på mennesket som noget værdifuldt. Man fraserer flot over, hvordan man vil hjælpe de eller de svage grupper, men ingen gider at levne det en eneste tanke, hvordan man vil sikre mennesket som art i de kommende bare hundrede år. Sporadisk kommer man med nogle hensigtserklæringer omkring natur, energi og klima; men den reelle lyst, eller måske evne, til at sætte sig ind i de store sammenhænge og agere ud fra disse, findes kun hos meget få. Altid ender debatten i, at det har vi ikke råd til………………………. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være………………..?
Kigger vi isoleret på lille Danmark i en hektisk valgperiode, vil de, der ikke forstår nødvendigheden af en koordineret indsats, øjeblikkeligt udbryde: ”Jamen, vores lille land kan da ikke gøre nogen forskel i forhold til de mange store lande, der sviner.” Hertil kan jeg kun svare: ”Måske – måske ikke, men vi kan heller ikke tillade os at lade være. Det, at andre ikke gør tingene godt nok, kan aldrig blive en undskyldning for egen slendrian.”

Den danske aldeles intensive industrialisering af landbruget med over 60 % af landets samlede areal under plov, større og større enheder osv. har altså ikke ”kun” fortrængt værdifuld natur, men også værdifuld biodiversitet inden for de planter og dyr, som vi ernærer os ved, ligesom vi dagligt læser om forurenet drikkevand over hele landet. Derfor er det så vigtigt, at vi som borgere begynder at stille krav til det til enhver tid siddende folketing. Kravene skal lyde på, at man skal overholde Biodiversitetskonventionen med dens efterfølgende deklarationer. Man skal kort sagt bevare sammenhængen imellem mikro- og makroniveau, som beskrevet i BDK. Gjorde man det, ville mange fragmenterede debatter blive overflødige.
Konventionen er enkel og burde ikke være til at misforstå. Når den beskriver ”bæredygtig udnyttelse”, gør den det konkret og ud fra et rent økologisk synspunkt. Dvs. den beskriver ”læren om naturens husholdning” og pligten til at efterleve denne på alle niveauer i et samfund. Desværre læser politikerne åbenbart denne konvention, som fanden ville læse Biblen.
Hvis man efterlevede BDK på alle niveauer, dvs. gentænkte en mere ekstensiv og alsidig husdyrproduktion og planteavl på de dyrkede arealer og i forbindelse med sårbar natur, så ville dette sikre en positiv symbiose, som så oven i købet ville sikre sunde fødevarer, rent drikkevand og borgernes mulighed for suverænitet i valget af fødeemner. Desuden ville det være med til at bevare landbokulturen og graden af selvforsyning, hvilket i sidste ende ville fremme muligheden for liv og udvikling i udkantsområderne.
Det er værd at bemærke sig, at flere NGOére er begyndt at arbejde sammen omkring landbrug og natur. Læs f.eks. rapporten, ”Sådan ligger landet”, som bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Ornitologisk Forening er medforfattere til( link i højre side på: http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=4476 )

Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed beskriver selve essensen i og muligheden for fortsat menneskelig aktivitet på denne klode. FAO (FN´s Fødevareorganisation), hvorunder BDK hører, er endda for ganske nylig udkommet med en aldeles spændende bog: ”Save and Grow”( http://www.earthprint.com/productfocus.p…), der uddyber de muligheder og udfordringer, der ligger i at sikre fødevarer til en stigende verdensbefolkning. En bog, der bl.a. siger, at den industrielle fødevareproduktion, således som den har udviklet sig siden ”Den grønne Revolution” i midten af 60érne, nu har toppet, og et reelt paradigmeskifte må til, hvor diversitet og bevaring er hovedingredienserne. Personligt mener jeg, at vi burde have et uafhængigt ”institut for biologisk mangfoldighed”, som skulle fungere som rådgiver og overvågningsinstitution, på lige fod og af ligeså vigtige grunde, som at vi har ”institut for menneskerettigheder”. Begge dele handler om eksistens!

…….. eller for den sags skyld din. Vores bare er dele af noget, som har intrinsisk værdi. Dyr, planter, luft, vand har intrisk værdi. Alt andet er menneskeskabt og er derfor værdiløst i en debat om værdier. Grov påstand, men ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at det er sådan, man bør vinkle sagen, set i lyset af, at regeringen nu har nedsat en kommission, der skal værdisætte dette og hint for os alle sammen.

Intrinsisk værdi er det, som har en værdi alene fordi, det er. Det er de værdier, som vi ikke kan genskabe, hvis de først er gået tabt. Det er de værdier, som vi ikke kan købe for penge, ja ikke engang kan sætte en pris på. Det er kort sagt al den fantastiske diversitet, som naturen, med alle levende organismer, ilt og vand, blot ved at være, gør sig selv mulig.

Menneskeskabte placeboer i form af materielle genstande, underholdningsfora, alverdens trosretninger, og ikke mindst valutaer og den magt, som disse åbenbart ”helt naturligt” medfører, er komplet værdiløse. Hvis ikke vi forstår, hvad vi selv er, og hvad vi lever i og med, så misbruger vi det mest essentielle, og samtidig driver vi rov på os selv og hinanden.

At nedsætte en værdikommission er en tendentiøs og tåbelig beslutning, der udelukkende skal være med til at ”sparke borgerne på plads”, så vi alle sammen ved, hvad vi har at rette os efter. En beslutning, der i værste fald kan skade vores samfund, da det er med til at sløre den enkeltes opfattelse af essentielle livsanskuelser. Menneskets velfærd såvel som retfærd, i disse ords oprindelige betydning, er i den grad sat ud af drift, med en sådan form for smart ash indoktrinering. Det bringer uvægerligt tankerne ud i verden til både historiske og nulevende diktaturer, hvor de, der retter sig efter statens værdisætning bliver belønnet og resten vil blive forfulgt.

Skægget er naturen – det som er og som ikke er ens på to steder, som er under evig forandring, og som nogen med ragekniv fjerner, fordi det findes anmassende og besværligt. Snottet er den pengesnak, som gennemstrømmer skægget, hver gang, det gør ansats til at få overtaget. Snottet løber igennem den naturlige skægmasse, henover stubbene for at ende i munden på en, der fjerner skægget, og efterfølgende kun taler om snot! Dette er så indledningen til, hvad jeg i virkeligheden gerne vil sige. Lad os få debatten om, hvorvidt Danmark overholder internationale konventioner, hvilken natur, hvilket fødegrundlag, hvilken type drikkevand og hvilket klima, vi ønsker for fremtidens generationer. En debat renset for ”snot”, hvor man med ”open mind” diskuterer fremtidens natur, miljø, dyrevelfærd og fødevarer. Når det er gjort, når planen er lagt, så lad os styre ”forkølelsen”, og finde det ”snot”, der må til, for at føre visionerne ud i virkeligheden.

Traktordemonstrationer, diskussioner om ”Grøn Vækst”, diskussioner om bræmmer, vandmiljøplaner, harens forsvinden, sjældne orkideer, invasion af bynke og bjørneklo, pesticider i grundvandet osv. Alt sammen vigtige ”skæg-diskussioner”, som hver gang bliver forstyrret af den sædvanlige ”forkølelse”, der med sin klæbrige ”snot” ikke levner luft til forandringens tanke. Det må stoppe!
Jamen, vil ”den økonomisk ansvarlige” sige, man kan jo ikke forlange noget, som der ikke er penge til. Oversat, man kan jo ikke have skæg, hvis ikke der findes snot……… Kan nogen se pointen? Ellers lad mig skære det ud i pap……..

For at starte med at imødegå visse anker, vil jeg gerne pointere, at jeg selv er kyndig ud i økonomiske termer. Netop derfor ved jeg også, at økonomi ikke skal blandes med værdier, som den er usammenlignelig med, eller med følelser om dette og hint. Det slører debatten, og gør enhver efterfølgende argumentation ugyldig. Altså igen, som at blande skæg og snot. Alle tal, der har økonomisk relevans, er derfor udeladt fra dette opråb, der udelukkende vil koncentrere sig om den indre værdi i, at beskytte natur- og fødevaremæssige ressourcer. Naturen er essentiel, da det er den, vi lever i, af og med. Den kan omsættes til tal, dvs. man kan vurdere, hvorledes den udstrækker sig, hvordan den reagerer, hvad den kommer af og hvor den bevæger sig hen. Sidstnævnte dog med det gran salt, at man ikke kan spå ind i fremtiden, men udelukkende ud fra kausal evidens komme med nogle bud på en mulig retning.

I dag består det danske areal, som er på 4.356.076. ha. af 66,34 % landbrugsarealer (kilde: Statistisk Årbog 2010). Ud af disse landbrugsarealer udgør de økologiske, altså de arealer, hvor der ikke bruges pesticider og kunstgødning, forsvindende små 6 %. Hollands landbrugsareal udgør 45 % af landets samlede areal. Til sammenligning med det dyrkede areal, kan man se, at kunstige overflader, som bystruktur, jernbaner, kirkegårde, motorveje osv. udgør 9,75% af Danmark. Skov og det man kalder ”tørre naturtyper” samt vandløb og vådområder udgør tilsammen 22,34 %. Med til skovarealet hører også de skove, som udnyttes kommercielt.
På næsten 60 % af landbrugsarealet dyrkes korn, som hovedsaligt går til fodring af især de mange svin, i gennemsnit en bestand på 13. mio. 25 % af de landbrugsbedrifter, der i dag findes i Danmark er på over 75. ha., og typisk de brug, hvor man samtidig har store husdyrbestande.

Det var nogle af tørre tal, der fortæller noget om, hvordan Danmark ser ud. Spørgsmålet er så, om det er det Danmark, vi vil. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ønsker mig noget helt andet. Danmark indgik i 1992 og ratificerede i 1993 ”Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed”. Denne konvention giver vide muligheder, mange pligter og god grund til at tage diskussionen fra bunden af, om hvad vi allerede har forpligtet os til, hvad vi har nået, om vi vil leve op til vores forpligtelser, og hvilken type land, vi vil ende op med at have.

Danmark er altså det land i Europa, der har mest jord under plov; og det forpligter, men det giver også pligt til at diskutere, om det skal blive ved med at være sådan. Igen skal vi holde os helt ude af de økonomiske termer og i stedet koncentrere tankerne om, hvad det betyder for naturen, grundvandet og vore efterkommeres mulighed for at leve et ordentligt liv. Man kan sige, naturen skal være her, for det er fra den, vi til alle tider har fundet vores føde; og kvæler vi naturen, kvæler vi vores eget eksistensgrundlag. De plante- og dyrearter som først er forsvundet, kan alverdens økonomi ikke genskabe. Derfor er naturen værdifuld, alene fordi den er. Eller rettere, alt levende er værdifuldt, alene fordi det er.
Vi mennesker kan meget, vi kan flytte rundt på atomer, ved at udvinde koncentrationer af disse fra naturen; men tager vi for mange af en slags og fordeler disse for koncentreret et andet sted, så forrykker vi naturens balance. Vi fjerner eksistensgrundlaget for nogle arter og favoriserer andre. Oversat: Når vi udvinder f.eks. kunstgødning og pesticider, så dræner vi nogle områder for de grundstoffer, som vi bruger til at lave førstnævnte. Når vi så efterfølgende lægger disse midler ud over jorden på landbrugsarealerne, så fortætter vi grundstofferne og med det overtag, som disse nu har, vil nogle planter vokse meget, nemlig de planter, der enten kan drage nytte af gødningen, eller som ikke er modtagelige for sprøjtemidlerne. Andre planter, også uden for marken, vil bukke under for de stærke planter, ligesom dyrenes celler vil reagere på for lidt og for meget. Når vi tager kornet fra marken og flytter det ind til svinene i stalden, fjerner vi også store mængder grundstoffer. Disse ”fortættes” i dyrene; og vi bringer efterfølgende dyrenes efterladenskaber ud på marken. Desværre indeholder disse efterladenskaber ikke alene resterne af det korn, som vi tidligere høstede; men de indeholder også en koncentrationer af både medicin og forskellige metaller, hvor bl.a. kobber ofte er nævnt. Kobber er uundværligt, som alle andre grundstoffer, men i store koncentrationer, er det direkte giftigt. Væk fra marken tager vi også halmen, som vi transporterer på lastbiler, for at afbrænde denne i kraftvarmeværker. Halmen indeholder masser af kulstof, som er med til at binde det letopløselige fosfor, der igen går i forbindelse med kvælstoffet. Når kulstofmængden i jorden bliver for lille, kan jorden ikke holde på kvælstof og fosfor, som derfor udvaskes til grundvand og vandløb, med algevækst og fiskedød til følge.……………..
Nu er det så ikke meningen, at dette skal ende op i en teknisk funderet biologiundervisning. Det vil jeg naturligvis overlade til de, som er kyndige ud i disse termer. Men, men, men det skal ses som et eksempel på, hvad der sker, hver gang vi mennesker arbejder imod naturens processer. Fra- og tilfører vi markerne de samme mængder grundstoffer, forstyrrer vi ikke den naturlige balance. Uden at dette skal være en argumentation for det brandede økologimærke, vil jeg dog tillade mig at påpege, at ved økologisk produktion, er det netop denne slags lærdom om ”naturens husholdning”, som man bliver nødt til at benytte sig af. Balance i regnskabet imellem antallet af husdyr, markens beskaffenhed, afgrødevalg osv. Med til ”husholdningsregnskabet” hører naturligvis, at levne plads imellem markerne, på de fugtige overdrev og langs med vandløb, til at den natur, som gennem de sidste par hundrede år har tilpasset sig menneskets fastliggerstrategi med dyrkning af marker og husdyrhold, kan finde føde og formere sig.

Men, men, men, for der er stadig flere af slagsen. Noget natur kan altså ikke overleve, ligegyldigt hvor nænsomt vi dyrker jorden. Det er den natur, som er på de steder, hvor træer får lov at blive liggende, for at give levesteder til insekter, der lever i gammelt tørt eller råddent træ. Disse insekter er nødvendige for fuglearter, som altså heller ikke kan leve, der hvor vi dyrker markerne, og der ikke findes gammelt træ. Mange vilde planter og dyr har brug for arealer, som alene er deres. Hvor mennesker færdes med ærbødighed, som gæster på visit, og ikke griber ind i den naturlige balance, som er på stedet. Disse arealer, som skal være store og sammenhængende, er der meget få af i Danmark. Endnu færre af de, som er, bliver reelt ikke reguleret på den ene eller anden måde.

Sikke dog en gang ”sødsuppe”! Nåh, mon dog – igen skal vi ikke glemme, at alt hvad vi æder og drikker, rinder af naturen. Det første korn, der blev dyrket, de første vilde dyr, der blev sat bag hegn, er grundlaget for de fødevarer, som vi spiser. Dvs. at naturen er der ikke kun for ”sjov” og til rekreative formål, hvilket overhovedet ikke skal forklejnes; men den er der rent faktisk på trods af menneskers gøren og laden. Vi bruger naturen, men for at vi skal kunne ”bladre tilbage” i ”bogen”, skal vi samtidig beskytte naturen. Engang om ti år eller hundrede måske, kan vi få brug for igen at sanke vilde græsser, som vi kan forædle til korn, som vi kan ernære os ved. Alt det ”grønne” er Jordens lunger og uden grønt ingen ilt. Igen kunne man komme med en lang forklaring omkring klimaændringer, verdensbefolkningens udvikling osv. Igen vil jeg sige, lad os få evident viden fra de, der ved noget om netop dette område.

Jamen, hvad er det da, konen vil med den lange svada. Jo, hun vil såmænd bare bede borgere og politikere i dette land om at begynde og tage ansvaret for de virkelige værdier. De værdier, der ikke kan værdisættes i kroner og ører, men som ingen af os kan leve foruden. Lad os få en konference, gerne virtuel, hvor enhver kan tilmelde sig, hvor fagfolk giver og samler viden, og hvor politikerne fri af religiøse ideologier deltager aktivt. En konference, hvor begrebet ”økonomi” er et fyord, men hvor naturværdierne diskuteres til bunds. Når det sidste komma så er sat, for en strategi for fremtidens natur i Danmark, kan vi efterfølgende begynde at regne på, hvor meget ”snot”, det vil koste og sætte tingene i værk. Tidsplan? Lad os få diskussionen NU – før end det er for sent.

De, der gjorde det, ville i hvert et tilfælde gerne have Danmark til at tro, at de repræsenterede det samlede danske landbrug. De gik ikke af vejen for at køre uden nummerplader og på afgiftsfri diesel, ligesom nogle gerne lod deres medhjælpere deltage med løn. Jamen, hvem er de da?

I Danmark har vi rundt regnet 41.000 landbrug, hvoraf hovedparten, nemlig godt og vel 30.000 bedrifter er det, der betegnes små og mellemstore landbrug, altså brug på under 75 ha. Disse og dermed deres ejere, bønderne udgør hermed 74 % af det samlede danske landbrug.
I København mødte ”vrede bønder op fra hele Danmark”, kunne man læse i diverse overskrifter. Men, men, men der er nogen, som har glemt at sætte sig ind i sagernes sammenhæng.
Demonstrationen var arrangeret af en snæver kreds af landmænd i forbindelse med, at en nyere forening, der kalder sig ”Bæredygtigt Landbrug” (BL), havde indbudt en snæver kreds af fagfolk og politikere til en såkaldt naturkonference på Christiansborg. Først nægtede BL, at have noget med traktortrækket i Københavns gader at gøre, men på dagen, kunne flere medier dog fortælle, at BL havde lånt penge til demonstranterne, så de kunne finansiere turen til Danmarks hovedstad. Ligeså har BL finansieret store annoncer, hvori traktordemonstranterne undskylder over for københavnerne, hvis de skulle blive til gene.
Formålet med demonstration og konference?: At få fejet miljøforbedrende foranstaltninger, som ligger i den såkaldte Grøn Vækst plan, væk fra politikernes skrivebord. Man vil ikke have Grøn Vækst, fordi man mener, at det skader erhvervets konkurrenceevne.
Nu er det så, at en mindre bonde, begynder at tage sig til hovedet. Det er sågu´ da ikke de fælles EU Regler for beskyttelse af miljø, natur og grundvand, der i forvejen er minimale, som har skadet erhvervets konkurrenceevne. Det er udelukkende den blotte sandhed om, et erhverv, der har udviklet sig i en sådan retning, at det fylder alt for meget og dyrker alt for intensivt, i forhold til det areal, som alle danske borgere skal leve deres liv på. Reglerne er hverken værre eller bedre end i andre EU-Lande, men det dyrkede areal er svimlende højt i forhold til Danmarks areal. Mere end 60 % er under intensiv plov, og det meste af det med brug af svinegylle, kunstgødning og pesticider.
Vi er altså mange bønder i dette land, der godt er klar over, at der skal ske kraftige nedskæringer af landbrugsarealet og en drastisk omlægning af produktionsformen, hvis vi skal redde den sjældne og sårbare natur og fortsat give muligheder til landets borgere for at leve et godt liv på landet eller tage ud og nyde den danske natur såvel hvor den er dyrket, som hvor den er vild. Det var ikke os, der brugte afgiftsfri benzin, tid og traktorer uden nummerplader, for at tage ind til København og dele røde pølser og æblemost ud.
Tallene siger, at der var 482 traktorer i København. På billederne kunne man se, at det ikke ligefrem var de små og billige traktorer, der førte sig frem. Ligesom ikke mange små- eller mellemstore landbrug har medhjælpere på, men ofte arbejder sammen omkring maskiner, markarbejde osv. Regner vi lidt på tallene, står det hurtigt klart, at hvis vi antager, at der er én traktor pr. deltagende landbrug, så udgør dagens demonstrerende under 1, 5 % af det samlede antal jordbrugere i dette land………………… Så lad venligst være med at tage de resterende 98,5 % til indtægt for, dagens palaver i hovedstaden……………………….

Frie Bønder: Vi undgår ikke vandmiljøplaner

I modsætning til visse kræfter i landbruget, der forsøger at få standset de omfattende vandmiljøplaner, maner Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land til besindelse. Foreningen tager afstand til mange højrøstede møder og truende demonstrationer, som protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug har iværksat.

De hovedløse aktioner er næppe helt så spontane og uskyldige, som de tager sig ud, mener foreningens formand Ole Kjærulff Davidsen, Ry, der efterlyser klare udmeldinger om, hvem der står bag. Traktordemonstrationerne skader landbrugets anseelse ganske betydeligt, da de fleste mennesker nok vil mene, at landmændene hellere skulle passe deres dyr og jord end blokere offentlige veje med deres arbejdsredskaber.

Internt i landbruget er de vilde demonstranter med til at befæste en meget uheldig ”dem-mod-os”-tankegang, præget af vrangforestillinger om, at landbrugets gældsproblemer helt og holdent kan tilskrives resten af samfundet med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen.

Det er helt omsonst at søge at presse politikerne til at undlade at spare på kvælstofudledningerne, når det allerede er bestemt i EU, hvor stor udledningen af kvælstof må være fra de enkelte lande, siger Ole Kjærulff Davidsen. Når Danmark skal spare 19000 t. N, skyldes det at vi har valgt at have 63% af Danmarks areal under plov. Dermed er vi det land i EU, der har den største andel af sin jord i intensiv dyrkning. Så vi kommer ganske enkelt ikke uden om skrappe vandmiljøplaner, når vi insisterer på at køre videre med verdens mest ekstreme landbrug, siger formanden, der udmærket er klar over at det kan være hårdt for enkelte landmænd. Deres situation skal der tages hånd om, men regningen må landbruget og det øvrige samfund betale nu, frem for at overlade den til vores børn og børnebørn.

I stedet for en uigennemtænkt plan, hvor det offentlige tvinges til at gå ind og blande sig i driften af den enkelte ejendom gennem begrænsninger i jordbehandlingen om efteråret og omlægning af græsmarker, mener vi, at det er klogere at tage den dårlige jord ud af omdrift og finde N-reduktionen den vej, siger formanden, der foreslår at ca. 120.000 ha af de ringeste arealer tages ud, og genskabes som naturarealer, områder med ekstensivt landbrug og våde enge. Således kan vi spare meget N, ja måske så meget, at der kan blive mulighed for at fuldgødske hvedemarker til brødkorn igen. Men vi ønsker ikke få landet opdelt i naturzoner og landbrugszoner. Rigtige landmænd ønsker jo også at leve med deres familier i rene og naturlige omgivelser, slutter Kjærulff Davidsen

Formanden hilser det ligeledes velkommen, at oppositionen vil nedsætte en kommission, som skal kortlægge landbruget både i forhold til miljø, natur og økonomi.

Yderligere oplysninger:
Ole Kjærulff-Davidsen 26849090

Farvel natur, farvel klima, farvel økologi, farvel mangfoldighed. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har valgt at indsætte en industrisvinebonde, Henrik Høegh, tidligere viceformand for Dansk Landbrug, til at tage vare på vores fødevareforsyning.

Ak og ve, det er dog en sorgens dag. HH er helt klar på, at ville føre regeringens plan “Vissengrøn Vækst” ud i livet, med alt hvad dette må medføre. Han er villig til at sætte 62% af det danske areal på aktier, ved at få vedtaget lovforslag L39. Han mener, at “det er prisen for at få tilført kapital til landbruget”, at vi må risikere at tyskere, amerikanere, kinesere, arabere osv.opkøber danske landbrug, alene for at spekulere i indflydelse på vores lille land. For hvem skulle ellers ville invistere i forretninger, der i mere end ti år har givet underskud på bundlinien?

Dansk industrilandbrug har i mange år kun satset på én hest, nemlig produktion af bulkvarer. De har stadig ikke fattet, at grunden til, de ikke kan få den rigtige pris for deres varer, er at de konkurrere med lande, der har helt andre produktionsmuligheder, end de nogensinde har mulighed for at opnå i DK, alene på grund af vores lands størrelse. De råber og skriger om fjernelse af jordskatter, støtte til biogas produktion osv. Kort sagt har dansk industrilandbrug ikke kunnet klare sig uden socialhjælp de sidste 10 - 20 år; og man vil stadig have mere.

Det er på tide, at befolkningen vågner op og siger stop. Lad være med at lytte til de falske profeter, der messer i jeres ører, at landbruget er så betydeligt et erhverv, at mange arbejdspladser vil gå tabt, hvis denne industri nedlægges. Kræv i stedet, at disse kæmpe enheder lader sig dele op i mindre enheder. Dette vil give liv på landet, bedre miljø, bedre fødevarer, gode klimaforhold og ikke mindst flere beskæftigede. Læs om Dalby-planen på www. levende-land.dk

Nu vil Løkke og hans sortklædte spejdere af rent ideologiske grunde tvinge kommunerne til at sende flere opgaver i udbud, således at mere service tvinges over til private firmaer.

Med dette ideologiske korstog fra Løkke-vennernes sorteste side, hvor man fuldkomment slagter kommunernes sidste rest af selvstyre, så må man altså tone rent flag og fortælle borgerne, at nu indføres totalitærstaten. Så kan man nedlægge alle kommunal- og regionsbestyrelser og i stedet nøjes med nogle embedsmænd på kontorerne, der kan irettesætte borgerne, hvis ikke de forstår budskaberne. Hvis og såfremt borgerne gør oprør imod dette “indgreb”, er der jo ikke meget andet at gøre end at indføre undtagelsestilstand, købe private sikkerhedsvagter til at styre hoben, og så nedsætte en undtagelsesregering, altså et totalitærtstyre til vi allesammen har lært at makker ret.

Alternativt kunne Christiansborg overveje at genindføre demokrati, personlig frihed for borgerne samt selvstyre til kommuner og regioner. I disse tider, hvor der i forvejen ikke er de store beløb i kasserne, mon så ikke kommunerne selv kan finde ud af, at købe ydelserne billigst muligt.

Det er godt nok mørkt!

Det er fuldkommen absurd, som stat og kommune kan blande sig i familiers dagligdag. Et af de virkelig tragikomiske tiltag, var da man vedtog lov om mad i daginstitutioner, og den efterfølgende polimik, hvor politikere mener det ene en dag og noget andet den næste. Et andet tragikomisk indslag er diskussionen om svinekød / ikke svinekød.

De, der går virkelig i selvsving i denne sag, er partiet Venstre. Venstremanden og Folketingets formand Thor Petersen kalder ordningen for rendyrket socialisme. Det afhænger jo nok af, hvilke briller man ser med. For mig at se, kan det ligeså godt kaldes rendyrket fascisme udsprunget af neoliberalisme. En ordning, der sammen med mange andre opdragelsestiltag af befolkningen, får Danmark til at nærme sig totalitære forhold.
Et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at man har personlig valgfrihed i dagligdagen. Et godt demokratisk samfund er også kendetegnet ved, at man tager vare på de svageste, samt at man sikrer et socialt sikkerhedsnet, så kun meget få også på samfundets bund bliver tabte. Men begynder man at “tørre røv” på borgerne, for at lulle dem ind i et overbeskyttet og “big brother” overvåget samfund, så nærmer man sig totalitærregimet; og så kan det være aldeles ligegyldig, om dette regime udspringer af højre- eller venstreorienterede ideologier. Demokratiet forsvinder.
Det eneste rigtige, der er at gøre i denne situation, er at give forældrene ansvaret for deres børns sundhed tilbage. De, der plæderer for, at staten / kommunen skal sikre “vores børn et sundt måltid”, tisser på forældrenes integritet og suveræne ret og pligt til at varetage egne børns tarv. Det er og bliver totalitært.

Diskussionen om svinekød / ikke svinekød er en af de absurde diskussioner, som er opstået i kølvandet på madordningsloven. Før i tiden kunne man sagtens lave mad i en institution f.eks. hver fredag, og her fandt man i mindelighed ud af at bespise børnene med det de måtte få, kunne tåle osv. Madordningsloven har tvunget institutionerne ud i nogle helt urimelige valg, hvor politikerne kan “vaske hænder” og så ellers stå på sidelinien og udskrige deres selvretfærdige floskler om, hvad der er rigtigt eller forkert. De påberåber sig samtidig frihed og danskhed. Det er direkte kvalmende at læse og høre på. Hvad er det I ønsker forældre til fremtidens borgere? Vil I have totalitærstat, hvor I kan blive nusset bag ørerne, tørret bagi, båret på hænder, når “blot” I holder jeres kæft og gør som “Far og Mor Danmark” siger, eller vil I have demokratiet, ansvaret og valgfriheden tilbage?

Men ikke ved at låne landmændene endnu flere penge, end de i forvejen skylder væk. Hjælp dem i stedet til et bedre liv, hvor de ikke er afhængige af bankerne og politikernes omklamring. Lad dem ikke blive fornedret yderligere ved at sætte deres fallitboer på aktier. Lad dem i stedet stå på egne ben og bevise deres værd. Det skylder man både landmændene og forbrugerne, som samtidig er skatteydere i dette land.

Dansk landbrug, som det er nu, har spillet fallit. Løbet er kørt, og kun en radikal ændring i alles opfattelse af fødevareproduktion, kan sikre, der fortsat er landbrug i Danmark.
De sidste 8 – 10 år har landbruget som samlet erhverv ikke haft andet end røde tal på bundlinien. Gælden er år for år øget, så den i dag er på det astronomiske tal 350 mia. kr., som alle danskere er med til at betale forrentningen af. Det er således ikke den nuværende finanskrise, der er skyld i det fallerede landbrug. Det er politikerne, der har givet alt for lang snor alt for længe, til et forkælet erhverv, der ikke har evnet at administrere sin frihed, men derimod har opbygget en stærkt fordyrende lobbyvirksomhed ”Landbrug og Fødevarer”, der helt har forfejlet sit mål, nemlig at skabe et sundt image og en sund økonomi for sine medlemmer. For mange har skullet gnave det samme ben.
”Landbrug og Fødevarer” har i skøn samhørighed med regeringspartiet Venstre evnet at køre de stakkels bønder helt i sænk ved hele tiden at råbe ”strukturudvikling, produktionsoptimering, eksportandele”, og mange andre slangudtryk. Bønderne er simpelthen blevet tudet ørene fulde af, at de er moderne landmænd, ikke bønder. De unge er blevet sendt på studieture og i praktik i Australien og USA, for at lære at drive effektivt landbrug. Prøv lige at sammenligne. Man kan da ikke overføre praksis fra disse enorme landbrugsarealer til lille Danmark.
Dansk landbrug og Venstre har igennem mange år både ædt af egne og naboernes haler. Nu må det være slut med forkromet særbehandling.

Danmark kan sagtens vedblive at være landbrugsland, men det kræver, at de store insolvente landbrug bliver delt op i mindre enheder, således at risikoen og arbejdsbyrden bliver fordelt på flere hænder. Her er det, at banker og politikere må træde i karakter og hjælpe landmændene til en holdningsændring, så de indser, at man sagtens kan have et godt liv på landet, selvom man ikke besidder arealer som ”over there”. Man må sælge, hvad man ikke selv kan administrere, ikke på aktier, som Fødevareministeren vil have igennem med lovforslag L39, men som jordstykker i passende størrelse, hvor man kan indgå i et aktivt samarbejde med sine kommende naboer.

Dansk landbrug og danske politikere må se at komme ned af piedestalen og se sandheden i øjnene. Vi vil ALDRIG kunne konkurrere med de store lande på bulkvarer, derfor skal vi gøre det på spisekvalitet, dyrevelfærd sundhed og miljø i stedet. Det skal ikke være kvantitet men kvalitet, der bærer landbruget igennem krisen. Danske fødevarer skal gøres unikke, så de bliver den fortrukne spise for danskere og en attraktiv eksportvare. Det vi laver i dag, kan alle de store også lave.

Kan man således få overbevist landmændene om, at denne meget mindre stressende produktionsform med foden under eget bord er fremtiden, så vil forbrugerne også blive overbevist, landbrugsskolerne vil blive nødt til at genopfinde håndværket: og så vil de næste generationer af danskere få mulighed for at opleve både natur og fornuftig fødevareproduktion.

Neoliberalismen hos regeringspartierne viser nu virkelig sit sande ansigt i form af en smilende fødevareminister Eva Kjer Hansen, der både vil redde Verdens sultende befolkning, men ikke mindst sine egne kernevælgere, de i forvejen overforgældede industrilandbrug. Spørgsmålet er, om der vil være noget tilbage af Danmark om få år, hvis dette smilende ”løsgående missil” får gennemført sin såkaldte modernisering af ”lov om landbrugsejendomme”.

Landbruget står i øjeblikket med en gæld på over 350. mia. kr., en gæld der siden 1. januar i år alene er steget med 30 mia. Alligevel mener Fødevareminister Eva Kjer Hansen, at Danmarks befolkning står i grænseløs taknemlighedsgæld til dette Titanic-lignende monstrum af et erhverv, der inden for de sidste 10-15 år ikke har kunnet mønstre overskud endsige nedbringe sin gæld til resten af samfundet. For hvem er det lige, der betaler, når en virksomhed, i dette tilfælde en flok landbrug, har negative tal på bundlinien? Det gør såmænd alle de skatteydere, der kan mønstre positive indtægter enten ved lønindkomst eller selvstændig virksomhed.

Og det skete i disse dage…….., at Fødevareminister Eva Kjer Hansen stillede et endda ovenud smart og kompliceret lovforslag, L39. Smart, alene af den grund, at det er gjort så snørklet, kompliceret selvmodsigende i sine paragraffer, at lige meget hvordan man læser det, så vil tvivlen komme vennerne til gode. Bliver man alligevel i tvivl, er der i lovforslaget opbygget indtil flere passager, der giver Fødevareministeren ret til at dispensere. Altså en win – win situation for Fødevareministeren og industrilandbruget og en loose – loose situation for mindre landbrug, miljø, biodiversitet og ganske almindelige borgere i Danmark; altså alle os andre.

Fødevareministeren vil ophæve bopælspligten og give fremmede investorer, fonde osv. såvel fra ind- som udland ret til at investere i landbrugsejendomme og disses jordtilliggender. Danmarks areal er på 43.094 km², hvoraf landbrugsarealet udgør 62 %. Der, hvis den nye lov vedtages, kan sælges efter forgodtbefindende til udenlandske investorer. Hvor er det godt, vi stadig har en lov, der sikrer, at tyskerne ikke kan købe sommerhusgrunde i Danmark!
Ud af de samlede landbrug er det ganske vist kun 33 %, der er på over 50 ha., så disse ”stakler” på mellem 14 og 15.000 husstande / bedrifter udgør jo et mindretal, der for alt i verden må beskyttes, koste hvad det koste vil!

Ja, den neoliberale regering overgår i sandhed sig selv, med dette tiltag, Vupti fra den ene dag til den anden, er ”tavlen” visket ren og kun konturerne i form af de danske kyster, vil være tilbage, af det vi engang kaldte Danmark. Hvornår, det sker? Det afhænger af, hvornår loven bliver vedtaget.
Vort gamle Danmark skal bestå, så længe………….?