Birgits Blandede Bolcher

Nu vil Løkke og hans sortklædte spejdere af rent ideologiske grunde tvinge kommunerne til at sende flere opgaver i udbud, således at mere service tvinges over til private firmaer.

Med dette ideologiske korstog fra Løkke-vennernes sorteste side, hvor man fuldkomment slagter kommunernes sidste rest af selvstyre, så må man altså tone rent flag og fortælle borgerne, at nu indføres totalitærstaten. Så kan man nedlægge alle kommunal- og regionsbestyrelser og i stedet nøjes med nogle embedsmænd på kontorerne, der kan irettesætte borgerne, hvis ikke de forstår budskaberne. Hvis og såfremt borgerne gør oprør imod dette “indgreb”, er der jo ikke meget andet at gøre end at indføre undtagelsestilstand, købe private sikkerhedsvagter til at styre hoben, og så nedsætte en undtagelsesregering, altså et totalitærtstyre til vi allesammen har lært at makker ret.

Alternativt kunne Christiansborg overveje at genindføre demokrati, personlig frihed for borgerne samt selvstyre til kommuner og regioner. I disse tider, hvor der i forvejen ikke er de store beløb i kasserne, mon så ikke kommunerne selv kan finde ud af, at købe ydelserne billigst muligt.

Det er godt nok mørkt!

Det er fuldkommen absurd, som stat og kommune kan blande sig i familiers dagligdag. Et af de virkelig tragikomiske tiltag, var da man vedtog lov om mad i daginstitutioner, og den efterfølgende polimik, hvor politikere mener det ene en dag og noget andet den næste. Et andet tragikomisk indslag er diskussionen om svinekød / ikke svinekød.

De, der går virkelig i selvsving i denne sag, er partiet Venstre. Venstremanden og Folketingets formand Thor Petersen kalder ordningen for rendyrket socialisme. Det afhænger jo nok af, hvilke briller man ser med. For mig at se, kan det ligeså godt kaldes rendyrket fascisme udsprunget af neoliberalisme. En ordning, der sammen med mange andre opdragelsestiltag af befolkningen, får Danmark til at nærme sig totalitære forhold.
Et demokratisk samfund er kendetegnet ved, at man har personlig valgfrihed i dagligdagen. Et godt demokratisk samfund er også kendetegnet ved, at man tager vare på de svageste, samt at man sikrer et socialt sikkerhedsnet, så kun meget få også på samfundets bund bliver tabte. Men begynder man at “tørre røv” på borgerne, for at lulle dem ind i et overbeskyttet og “big brother” overvåget samfund, så nærmer man sig totalitærregimet; og så kan det være aldeles ligegyldig, om dette regime udspringer af højre- eller venstreorienterede ideologier. Demokratiet forsvinder.
Det eneste rigtige, der er at gøre i denne situation, er at give forældrene ansvaret for deres børns sundhed tilbage. De, der plæderer for, at staten / kommunen skal sikre “vores børn et sundt måltid”, tisser på forældrenes integritet og suveræne ret og pligt til at varetage egne børns tarv. Det er og bliver totalitært.

Diskussionen om svinekød / ikke svinekød er en af de absurde diskussioner, som er opstået i kølvandet på madordningsloven. Før i tiden kunne man sagtens lave mad i en institution f.eks. hver fredag, og her fandt man i mindelighed ud af at bespise børnene med det de måtte få, kunne tåle osv. Madordningsloven har tvunget institutionerne ud i nogle helt urimelige valg, hvor politikerne kan “vaske hænder” og så ellers stå på sidelinien og udskrige deres selvretfærdige floskler om, hvad der er rigtigt eller forkert. De påberåber sig samtidig frihed og danskhed. Det er direkte kvalmende at læse og høre på. Hvad er det I ønsker forældre til fremtidens borgere? Vil I have totalitærstat, hvor I kan blive nusset bag ørerne, tørret bagi, båret på hænder, når “blot” I holder jeres kæft og gør som “Far og Mor Danmark” siger, eller vil I have demokratiet, ansvaret og valgfriheden tilbage?

Men ikke ved at låne landmændene endnu flere penge, end de i forvejen skylder væk. Hjælp dem i stedet til et bedre liv, hvor de ikke er afhængige af bankerne og politikernes omklamring. Lad dem ikke blive fornedret yderligere ved at sætte deres fallitboer på aktier. Lad dem i stedet stå på egne ben og bevise deres værd. Det skylder man både landmændene og forbrugerne, som samtidig er skatteydere i dette land.

Dansk landbrug, som det er nu, har spillet fallit. Løbet er kørt, og kun en radikal ændring i alles opfattelse af fødevareproduktion, kan sikre, der fortsat er landbrug i Danmark.
De sidste 8 – 10 år har landbruget som samlet erhverv ikke haft andet end røde tal på bundlinien. Gælden er år for år øget, så den i dag er på det astronomiske tal 350 mia. kr., som alle danskere er med til at betale forrentningen af. Det er således ikke den nuværende finanskrise, der er skyld i det fallerede landbrug. Det er politikerne, der har givet alt for lang snor alt for længe, til et forkælet erhverv, der ikke har evnet at administrere sin frihed, men derimod har opbygget en stærkt fordyrende lobbyvirksomhed ”Landbrug og Fødevarer”, der helt har forfejlet sit mål, nemlig at skabe et sundt image og en sund økonomi for sine medlemmer. For mange har skullet gnave det samme ben.
”Landbrug og Fødevarer” har i skøn samhørighed med regeringspartiet Venstre evnet at køre de stakkels bønder helt i sænk ved hele tiden at råbe ”strukturudvikling, produktionsoptimering, eksportandele”, og mange andre slangudtryk. Bønderne er simpelthen blevet tudet ørene fulde af, at de er moderne landmænd, ikke bønder. De unge er blevet sendt på studieture og i praktik i Australien og USA, for at lære at drive effektivt landbrug. Prøv lige at sammenligne. Man kan da ikke overføre praksis fra disse enorme landbrugsarealer til lille Danmark.
Dansk landbrug og Venstre har igennem mange år både ædt af egne og naboernes haler. Nu må det være slut med forkromet særbehandling.

Danmark kan sagtens vedblive at være landbrugsland, men det kræver, at de store insolvente landbrug bliver delt op i mindre enheder, således at risikoen og arbejdsbyrden bliver fordelt på flere hænder. Her er det, at banker og politikere må træde i karakter og hjælpe landmændene til en holdningsændring, så de indser, at man sagtens kan have et godt liv på landet, selvom man ikke besidder arealer som ”over there”. Man må sælge, hvad man ikke selv kan administrere, ikke på aktier, som Fødevareministeren vil have igennem med lovforslag L39, men som jordstykker i passende størrelse, hvor man kan indgå i et aktivt samarbejde med sine kommende naboer.

Dansk landbrug og danske politikere må se at komme ned af piedestalen og se sandheden i øjnene. Vi vil ALDRIG kunne konkurrere med de store lande på bulkvarer, derfor skal vi gøre det på spisekvalitet, dyrevelfærd sundhed og miljø i stedet. Det skal ikke være kvantitet men kvalitet, der bærer landbruget igennem krisen. Danske fødevarer skal gøres unikke, så de bliver den fortrukne spise for danskere og en attraktiv eksportvare. Det vi laver i dag, kan alle de store også lave.

Kan man således få overbevist landmændene om, at denne meget mindre stressende produktionsform med foden under eget bord er fremtiden, så vil forbrugerne også blive overbevist, landbrugsskolerne vil blive nødt til at genopfinde håndværket: og så vil de næste generationer af danskere få mulighed for at opleve både natur og fornuftig fødevareproduktion.

Neoliberalismen hos regeringspartierne viser nu virkelig sit sande ansigt i form af en smilende fødevareminister Eva Kjer Hansen, der både vil redde Verdens sultende befolkning, men ikke mindst sine egne kernevælgere, de i forvejen overforgældede industrilandbrug. Spørgsmålet er, om der vil være noget tilbage af Danmark om få år, hvis dette smilende ”løsgående missil” får gennemført sin såkaldte modernisering af ”lov om landbrugsejendomme”.

Landbruget står i øjeblikket med en gæld på over 350. mia. kr., en gæld der siden 1. januar i år alene er steget med 30 mia. Alligevel mener Fødevareminister Eva Kjer Hansen, at Danmarks befolkning står i grænseløs taknemlighedsgæld til dette Titanic-lignende monstrum af et erhverv, der inden for de sidste 10-15 år ikke har kunnet mønstre overskud endsige nedbringe sin gæld til resten af samfundet. For hvem er det lige, der betaler, når en virksomhed, i dette tilfælde en flok landbrug, har negative tal på bundlinien? Det gør såmænd alle de skatteydere, der kan mønstre positive indtægter enten ved lønindkomst eller selvstændig virksomhed.

Og det skete i disse dage…….., at Fødevareminister Eva Kjer Hansen stillede et endda ovenud smart og kompliceret lovforslag, L39. Smart, alene af den grund, at det er gjort så snørklet, kompliceret selvmodsigende i sine paragraffer, at lige meget hvordan man læser det, så vil tvivlen komme vennerne til gode. Bliver man alligevel i tvivl, er der i lovforslaget opbygget indtil flere passager, der giver Fødevareministeren ret til at dispensere. Altså en win – win situation for Fødevareministeren og industrilandbruget og en loose – loose situation for mindre landbrug, miljø, biodiversitet og ganske almindelige borgere i Danmark; altså alle os andre.

Fødevareministeren vil ophæve bopælspligten og give fremmede investorer, fonde osv. såvel fra ind- som udland ret til at investere i landbrugsejendomme og disses jordtilliggender. Danmarks areal er på 43.094 km², hvoraf landbrugsarealet udgør 62 %. Der, hvis den nye lov vedtages, kan sælges efter forgodtbefindende til udenlandske investorer. Hvor er det godt, vi stadig har en lov, der sikrer, at tyskerne ikke kan købe sommerhusgrunde i Danmark!
Ud af de samlede landbrug er det ganske vist kun 33 %, der er på over 50 ha., så disse ”stakler” på mellem 14 og 15.000 husstande / bedrifter udgør jo et mindretal, der for alt i verden må beskyttes, koste hvad det koste vil!

Ja, den neoliberale regering overgår i sandhed sig selv, med dette tiltag, Vupti fra den ene dag til den anden, er ”tavlen” visket ren og kun konturerne i form af de danske kyster, vil være tilbage, af det vi engang kaldte Danmark. Hvornår, det sker? Det afhænger af, hvornår loven bliver vedtaget.
Vort gamle Danmark skal bestå, så længe………….?

Denne artikel forfattet af en af mine gode venner er meget aktuel og fortjener derfor at blive delt med flest mulige:

Landbrugsskolerne har også et ansvar for fremtidens landbrug. 

I begyndelsen af 90’erne tog jeg uddannelsen til agrarøkonom på Næsgaard Agerbrugsskole. Allerede i en af de første lektioner, fik vi at vide at kun hver 5. af os skulle regne med at blive selvstændig landmand. Resten kunne få jobs som driftsledere på større landbrug, sælger indenfor maskiner, grovvarer og forsikring eller som rådgivere. Samtidig skulle de, der blev selvstændige, påregne en årlig tvungen vækst på 10%, for ellers ville de ikke kunne klare den. Og så skulle ingen starte med under 500 søer, 100 køer eller 300 ha.

I dag er jeg rigtig glad for, jeg tog denne uddannelse, men ligeså glad for at jeg ikke fulgte alle rådene, da jeg blev selvstændig landmand i 1999. Mange landmænd har - efter de forlod landbrugsskolen - startet hårdt ud med stor gældsætning, store besætninger og store visioner. Det var jo det, de havde lært. Men skolen havde glemt at fortælle om de mange menneskelige omkostninger – om det psykiske pres, når noteringen falder, eller når besætningen rammes af sygdom. Om konstant pres på familien, når der hele tiden skal tages hensyn til driften. Ingen landbrugsskolelærer fortalte om risikoen ved en truende tvangsauktion, opstramning på kassekredit eller skilsmisse. Heller ingen fortalte om glæden ved at drive et mindre, økologisk brug med egen gårdbutik. Ifølge landbrugsskolen var det nærmest utænkeligt at opstarte et deltidslandbrug, hvor hovedparten af indtægten blev tjent uden for bedriften. På samme måde indskrænkede undervisningen i naturpleje  sig til læplantning og beskæring.

                      Til gengæld var der meget økonomilære, og det er selvfølgelig godt. Men hvordan tackler man lige udefra kommende faktorer, som fald i noteringen, våd høst eller renteforhøjelse?

                      Der er mange områder, hvor landbrugsskolerne kunne blive bedre til at møde et moderne samfunds krav og ønsker. Men gennem de sidste 15 år har skolerne udelukkende koncentreret sig om at kæmpe mod faldende elevtal. Flere landbrugsskoler, inklusiv min egen, Næsgaard Agerbrugsskole, har måtte lukke. Af de resterende  har flere kastet sig over tvivlsomme fiduser med udenlandske landbrugselever for at hente statstilskud, som konstant giver anledning til tvivl om tilskuddets berettigelse.

                      Nu må det være på tide at de gamle skoler vågner op, og ser at der er brug  en helt ny type landmænd og dermed en helt ny landbrugsuddannelse. Fremtidens landmænd skal i meget højere grad uddannes som  landskabs- og naturforvaltere - med alt hvad det indebærer. Fag som landskabspleje, naturgenopretning og faunabeskyttelse skal vægtes mindst ligeså højt som sprøjtecertifikat,  internt landbrugsregnskab og svinets pasning. Samtidig er der et stort behov for mere undervisning i dyrevelfærd, så man helt undgår f.eks. skuldersår, klovproblemer og uacceptabelt medicinforbrug.  Der skal undervises i de sociale problemer, man kan komme ud for som landmandsfamilie. Hvad sker hvis man både mister sit hjem og sit erhverv på en gang? Samtidig må vi ikke glemme de  mennesker, der flytter ind på mindre og mellemstore ejendomme, som har et ønske og drøm om at drive landbrug i mindre skala. Til dem skal der være undervisning i ekstensiv husdyrhold, i drift af gårdbutikker og bæredygtighed. Det bliver fra disse brug, at det innovative vil komme, hvis landmændene her er ”klædt” på til fremtiden fra starten.

Agrarøkonom Henrik K. Schou

Skovhøj

Ingelstrupvej 5

4682 Tureby

I en artikel d.d. i Ingeniøren (http://ing.dk/artikel/97006-giftig-pesticidcocktail-bliver-til-staerk-nervegift-i-danske-vandloeb), hvordan pesticider mod henholdsvis insekter og svampe får den seksdobbelt virkning, når de blandes.

Det er pokkerme da utroligt, at man ikke tester midlerne i forskellige kombinationer. Det grænser jo nærmest til Justitsmord, da man ikke behøver meget mere end “den lille kemikereksamen”, for at kunne regne ud, at to stærkt reaktive stoffer sagtens kan gå ind og få selvforstærkende virkning, når de blandes.

Det bør pokkerme da være et krav på EU’s REACH-liste og den tilhørende lovgivning, at den slags krydsningteste foretages.

Men læs selv og døm!

I en artikel på Politiken.dk (http://politiken.dk/indland/article659200.ece)  kan man læse at Venstres Miljøminister Troels Lund Poulsen sagtens mener, der kan være plads til maaange flere svin i Danmark, end de 13 mill. vi skal stå model til lige i øjeblikket (altså 2 svin pr. indbygger). Samtidig gør han op med det han selv kalder Morten Korch idyllen. Altså mindre landbrug yt, store landbrug in!

Man kan så undre sig noget over, at en mand, der udelukkende har  uddannet sig fra gymnasiet og ellers taget turbovejen til at blive professionel politiker , kan vide så meget om, hvad der er godt for dansk landbrug. Mon han nogensinde har haft fingrene i en ægte lort?

TLP mener, at de store svineindustrier skal have mulighed for at vokse sig endnu større, og det skal “naturligvis ” være uden, at de ejer nævneværdig  jord. Næh, de skal såmænd “bare” ligge der i landskabet med deres kæmpebygninger og store siloer. Ja, man kan næsten fristes til at kalde det svineslotte, hvor svinebaronerne så kan udøve deres enevælde over lokalsamfundene og Danmarks natur.

TLP forsøger at sælge varen med miljøet som gidsel, idet han plæderer for, at det vil være meeeeget mere miljøvenligt, hvis svineindustrien “bare” får nogle skærpede krav omkring miljøbelastning. Han vil dog ikke lægge sig fast på kravgrænsen, ligesom man heller ikke af hverken Venstres oplæg “Grøn Vækst” eller TLP’s svar kan læse, hvilke miljøbelastningsindikatorer, man vil tage med og hvilke , der vil blive udeladt i udregningen af miljøbelastningen. Ligeså er al snak om dyrevelfærd forstummet i dette korstog mod de mindre og alsidige landbrug.

Rent faktisk citeres TLP direkte for at sige, at “dansk landbrug skal være en industri”. Det er jo yderst interessant, at TLP mener, han er i sin gode ret til at modsige Grundlovens prg. 74 omkring retten til lige adgang til erhverv. Dette udfald imod de mindre, alsidige, miljøvenlige, dyrevenlige og naturfremmende landbrug er og bliver en favorisering af industribrugene på bekostning af de små. Det næste bliver vel, at TLP og Venstre helt vil forbyde hold af husdyr, hvis ikke disse er pakket tæt ind i store bygninger med undertryk og slamsuger.

TLP bruger argumentet omkring biogasanlæg, som han åbenbart i gravendes alvor mener er vejen frem. Han “glemmer” helt at forholde sig til, at alle disse mange grise (måske 3, 4, 5, pr. indbygger) skal have, det der svarer til ca. 3. kg. korn om dagen, for at kunne vokse bare 1 kg. Altså vil en udvidelse af svinebestanden i Danmark komme til at betyde, at vi vil se endnu flere kæmpearealer med monokulturer, hvor der dyrkes korn og andre svinefoderafgrøder. Disse marker vil blive gødsket, så vandløbene søber til og får iltmangel. De vil også blive sprøjtet med pesticider, som f.eks. svampemidler og insektmidler, der indeholder masser af hormonforstyrrende stoffer. Der vil ikke være plads til vilde fugle, planter og andre dyr, da det ikke vil forekomme økonomisk rentabelt, at dyrke mindre arealer med naturlige læbælter imellem.

Alligevel vil der ikke i Danmark kunne dyrkes korn nok til så mange svin. Derfor vil store osende lastbiler komme til at drøne frem og tilbage over grænsen med det ene formål at fodre alle de mange svin, som så vil blive transporteret, igen i store osende lastbiler, den modsatte vej, da svineindustrien  jo som bekendt eksporterer 85 % af de svin, der produceres her i landet.

Det betyder derfor, at det ikke engang er beskæftigelsesfremmende at lave disse svineslotte, da alt er automatiseret, så der kun skal ganske få mand til at passe de mange “svinemaskiner”, der installeres. Det meste foregår pr. computerstyring, og der er meget lidt manuelt arbejde.

Det værste er, at TLP vil få held til at udradere de små og mellemstore landbrug, hvis ikke forbrugerne alias borgerne alias vælgerne siger stop hurtigst muligt.  De få mindre brug, der evt. overlever denne heksejagt fra Troels Lund Poulsens og Venstres side, vil blive brugt som gidsler til at “bevise”, at det sagtens kan gøre med industrisvineproduktion og alsidigt, miljøvenligt, dyrevenligt og naturfremmende mindre landbrug i skøn samdrægtighed.

Troels Lund Poulsen og Venstre vil da skide på de små, der snart vil blive til de få. Ligeså vil man skide på Biodiversitetskonvention, EU habitat-direktiv og andet “underligt” miljøbeskyttelse som skiftende regeringer igennem tiden har skrevet under på. Her handler det om at få befolkningen overbevist, så kernevælgerne ikke smutter. Og lur mig om ikke varen vil blive solgt med hjælp fra resten af den sorte side i Folketinget, hvis altså ikke forbrugerne vågner op og siger nok er nok. Der skal også være en fremtid, natur og sunde fødevarer til de næste generationer. Det er hermed en opfordring: “Vågn op og protester - nu!”

Hold fast, hun er blevet fed,

og han da ikke mindre.

Han ville være noget stort,

opførte sig, som var han godt på vej.

Og hende der, hun kunne det hele

en rigtig bitch.

Se hende nu, ha..

Lærerens kæledække, får da vist rigeligt af våde varer.

Men hvad med hende, den kloge,

med det sørgmodige blik,

hvor er hun henne?

Eller hende, hvis mor drak og hvis far vi ikke kendte.

Åhhh, hun er jo død, så det taler vi ikke om.

Men, hende, hende, hende,

og ham, ham, ham, ham, ja og så ham den lækre,

dem vil vi gerne være venner med.

De er jo blevet til noget!

Så NU er vi nogen!

Birgit Bak, februar 2009

Narkomaner, rygere, drankere, punkere, emuer, ludere, tyveknægte, men ikke mindst fattige og syge i u-landene  samt alle de andre forkerte hænges ud /udstilles. Børn og unge skal vide, at “sådan gør man ikke”. De behøver “naturligvis” ikke at vide, hvorfor disse mennesker er forkerte, men det er vigtigt at vide, at de er det. Derimod er de såkaldte “familierestauranter”, samtalekøkkenerne, mærkevaretøjet, de amerikanske film og så “den hemmelige millionær” symboler på alt det rigtige.

Bag hver eneste skæve eksistens kan man finde en form for svigt, men den slags er det ikke moderne at forholde sig til eller ændre. Svigter man samfundets “frie” idealer, så er man et udskud. Ingen har lyst til at vide, hvorfor eller hvordan nogle mennesker kommer så langt ud. Det er simpelthen for besværligt, når man skal passe sit arbejde og huske at skælde ud på lærere og pædagoger, når de ikke opdrager ens poder ordentligt, eller klage over man ikke får nok i støtte fra staten til dette eller hint. Endnu værre er det, hvis man føler, andre får mere i statsstøtte end en selv. Det er simpelthen for galt!

Bliver det for meget at se på de forkerte, er der kun en ting at gøre, det er at købe aflad. Det kan gøres ved at foretage en indbetaling til en passende girokonto, så man “hjælper staklerne”. Herefter skal man naturligvis sprede det “glade budskab” og evt. tilmelde sig en støttegruppe på Facebook. Så skulle den sag vist være klaret, og man kan atter kigge på “de, der selv er uden om det” på tv, for nu har man gjort sin borgerpligt.

Man kan blive vred, meget vred, over hvordan samfundet fungerer lige i øjeblikket. Det er synd, skidt , noget rigtigt møg, men desværre også forudsigeligt, at de mange slagteriarbejdere blev fyret i den forgangne uge. Desværre hviler deres jobs på et uholdbart eksistensgrundlag, hvor det under alle omstændigheder kun har været et spørgsmål om tid, før de forsvandt. Dansk Landbrug har hoveret og leget herremænd igennem mange år; og de har vel at mærke fået lov til det. Men nu begynder rebet at snerre, pladsen bliver for trang i vort geografisk lille land. Samtidig med en international recession har vi så, desværre for de familier, det nu arbejdsmæssigt går ud over, fået en rigtig grim øjenåbner. Nu handler det om, at vende det negative til noget positivt.

I Danmark har vi en god tradition på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer tager fredelige forhandlinger for at sikre den enkelte lønmodtager de bedste eksistensvilkår. Dette flexicurity-system er sirligt opbygget gennem sidste århundrede, og har været med til at sikre stabiliteten på det danske arbejdsmarked; og det skulle det gerne blive ved med fremover. Andre lande misunder os dette system, hvor man selv om man bliver ledig ikke nødvendigvis er fortabt. Men, når det er sagt, så må begge sider af arbejdsmarkedsforhandlingsbordet være åbne for og forholde sig til den verden vi lever i. Arbejdsgiverne er smarte og bruger mange penge på, at tilpasse virksomhederne til nutidige krav. F.eks. bygger man et kæmpestort slagteri i Horsens for at imødekomme konkurrencen fra andre lande, men også for at imødekomme krav omkring beskyttelse af miljøet. Desværre har man helt glemt, at primærproducenterne, nemlig de store industrilandbrug ikke nødvendigvis kan imødekomme miljøkravene. At de kan være effektive, det er der ingen tvivl om, men dette er oftest på bekostning af natur og dyrevelfærd.
I de faglige organisationer i dette tilfælde NNF har man til opgave at sikre sine medlemmer, ingen tvivl om dette. Men til forskel for opgaverne i sidste århundrede, hvor det handlede om den enkelte families sikkerhed og velfærd, handler det i dag ikke kun om det. I dag handler det også om at være med til at sikre kommende generationer. Den “gode gamle” arbejdskamps dage er forbi; og opgaverne er komplicerede på en helt anden måde end dengang, det var før. Det er derfor en balancegang for fagforeningerne både at støtte og sikre de enkelte medlemmer, men også at medvirke til at sikre samfundet for kommende generationer. Miljø og global opvarmning er og bliver essentielle opgaver for både arbejdsgiver og lønmodtager. Ingen kan knibe udenom ansvaret for menneskets fælles fremtid.

I Danmark var der ved årsoptællingen 1. januar lige godt 12. millioner svin. Dette er lykkeligvis et fald i svinebestanden, som desværre ikke er nært stort nok. Sammenligner vi med f.eks. Tyskland og Spanien har de ca. 26. mill. svin, så det er ikke svært at se, at der ikke er sammenhæng imellem svinebestandene og størrelsen af landbrugsarealerne.
I 2008 eksporterede Danmark 5.6 million svin, heraf var de 779.000 slagtesvin, som NNF ganske rigtigt påpeger, ligeså godt kunne have været slagtet i Danmark, når vi nu engang har haft miljøbelastningen ved disses opfostring. Der er absolut ingen ide i at sende færdige slagtedyr, hverken søer eller slagtesvin ud på lange rejser ned midt i Tyskland. Dette er hverken dyrevelfærds- eller miljømæssigt forsvarligt.
De resterende eksportsvin er enten avlsdyr eller smågrise; og her er det “filmen knækker” for NNF, hvis man mener, at disse grise skal vokse op og belaste dansk natur og grundvand, for at bevare arbejdspladserne på danske hænder. Det er usagligt og ikke særlig fremtidsorienteret, at køre frem med denne “tis i bukserne for at holde varmen” -holdning. Der må generelt skæres ned på produktionen af svin.
Danmark bliver inden længe pålagt af EU, at skærpe tilsynet med og bevarelsen af truede dyr og planter. Dette handler ikke om Morten Korch idyl, men om at bevare en biologisk mangfoldighed, så også vores efterkommere er i stand til at få mad på bordet. De skærpede krav til naturbevaring kan ikke opfyldes med den struktur landbruget har i dag. Store industribrug med millioner af svin og kæmpestore marker med ensidig planteavl til at fodre disse svin vil snart være en saga blot.

Landbrugets gæld er opgjort til 317 milliarder kroner, hvilket betyder at alle almindelige skatteborgere er med til at finansiere et erhverv, der både sviner og er ganske og aldeles urentabelt. Dette kan ikke vare ved, og der er kun en vej frem, nemlig at “lade falde, hvad ikke kan stå på egne ben”. Vel skal vi alle have mad på bordet, og dette skal produceres, men hvem siger, at vi ikke kan producere på en rentabel måde og så samtidig få sundere mad til alle. Det handler om en omlægning af de store. Vi skal have mindre og mere omstillingsparate landbrug tilbage på landkortet. Landbrug, der dyrker mange forskellige afgrøder, har stor diversitet i dyreholdet; og som forbruger mindre gødning og pesticider. Får vi flere af disse landbrug tilbage, vil der skyde nye samarbejder op imellem de mindre producenter. Samarbejde, der kommer brugerne til gavn, da der vil blive mere direkte handel ; og hvor man kan se, hvorledes dyrene lever og afgrøderne bliver dyrket. For at få dyrene slagtet vil der blive brug for masser af mindre forarbejdningsvirksomheder med lokal forankring, hvor bla. slagteriarbejderne kan finde deres plads. Ville NNF blot indse dette i stedet for at gå industrilandbrugets ærinde i et panisk forsøg på at bevare arbejdspladser, så ville meget se anderledes ud.

Det kan ikke nytte noget at politikere, arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer kun vil tænke i alternativer og langsigtede planer, når det er opgangstider. Mange fagforeninger har brystet sig af, at de vil være med til at tage det brede ansvar, da det hele gik godt. Nu må de bevise, at de også vil det, når det hele står skidt til. De må bevise deres værd, som værende garanter for en sund fremtid for ikke kun egne medlemmer, men også disse familier og kommende generationer. Evner de det, vil der fortsat være en fremtid for det danske arbejdsmarkedssystem til glæde for alle, men det fordrer, at man går i bred dialog med befolkningen og interesseorganisationer på mange niveauer, således at det, der bliver skabt er et bredt fundament, der tilgodeser de sunde interesser til gavn for os alle.